Bliv medlem i Tilst Skytteforening - pistolskydning og riffelskydning i Århus
Vil du i gang med pistolskydning eller riffelskydning i Århus? I Tilst Skytteforening kan du starte som begynder, få tryg instruktion og blive en del af et stærkt foreningsfællesskab.
Kom forbi, prøv skydning og mærk stemningen. Vi hjælper dig i gang med udstyr, sikkerhed og teknik, så du kan finde ud af om skydning er den rigtige hobby for dig.
Skydning i Tilst skytteforening
Tilst skytteforening er en lille hyggelig skydeklub beliggende lidt uden for Århus. Overvejer du at gå til skydning, så lav en aftale, og kom en tur i skydeklubben, og få en snak om skydning.
Vi skyder en gang om ugen, hver torsdag. Skydning foregår i tidsrummet kl. 19-22. Aldersgrænsen for alt skydning ved os er 15 år. Udover den ugentlige skydetræning er der også rig mulighed for at skyde ved konkurrencer og stævner landet over. Vi deltager i stævner for både pistolskytter og riffelskytter.
Nogle skytter skyder også IPSC, hvilket er en dynamisk skydning på handlebane hvor pistolen trækkes fra hylster. IPSC sætter særlige krav til skytterne, og kræver derfor en del erfaring med skydning. Du kan se en IPSC video her.
I Tilst skytteforening sætter vi pris på hygge og samvær, der afholdes bl.a. sommerfest, julefrokost og en jule skydning hvor der skydes på særlige juleskiver, og hvorefter vi hygger med gløgg og æbleskiver. Vi har også flere aftener, hvor de der har lyst, spiser sammen inden skydningen starter.
Som medlem forpligter du dig til at hjælpe til én gang pr. sæson.
Det kan være ved deltagelse på en arbejdsdag eller hjælp til mindre reparationer, events, fester m.m. – det vælger du selv.
Vi løfter i fællesskab og løser opgaver omkring vedligeholdelse sammen.
Det er dét, foreningslivet handler om. Hjælper man ikke, tillægges kontingentet 1000 kr.
Hvad kan du skyde med i Tilst Skytteforening
Du kan vælge at skyde med salonriffel eller pistol. Når du har skudt nogle gange, og er blevet lidt mere fortrolig med skydning, er det også muligt at skyde med 9mm. pistol, samt .38 revolver. Se billeder af de pistoler du kan skyde med her.
Du behøver ikke selv at købe et gevær, pistol eller andet udstyr for at komme i gang med skydning, da foreningen har pistoler og rifler, som er gratis at låne. Mange vælger dog på et senere tidspunkt, når deres skydning bliver mere seriøs, selv at investere i deres egen pistol eller riffel.
Kom og skyd i Tilst, Århus
Har du lyst til at gå til skydning eller vil du vide mere om skydning, kan du kontakte os ved at klikke her. Leder du efter et firmaarrangement eller lign. kan du læse mere om polterabendskydning her.
Er du ikke sikker på at skydning er noget for dig, kan du få et gratis prøvemedlemskab. Med et prøvemedlemskab kan du skyde 5 gange, inden du afkræves kontingent. Du skal dog betale 200 kr. for booke en prøvetime. Melder du fra mindre end 3 dage før mister du de 200 kr. Vælger du efter prøvemedlemskabets ophør at fortsætte med skydning, trækkes de 200 kr. fra dit kontingent. Du skal som minimum betale for en prøvetime inden du kan skyde første gang.
Et kontingent koster kr. 1.000 pr. år + 100 kr. i indmeldelsesgebyr. Bemærk at vi har en aldersgrænse på min. 15 år på vores medlemmer.
Hvad koster det at gå til skydning?
Vi udsender et girokort årligt til betaling af kontingentet. Herudover skal du selv betale de patroner, du skal bruge til din skydning. Prisen for patroner er ca. 40 kr. pr. skydning. Prisen afhænger af dit valg af patroner, og om det er en grovskydning eller med .22. Har du ikke selv et våben kan du gratis låne en pistol eller riffel af klubben.
Vigtigt!
Inden du har skudt 5 gange skal du søge en SKV6 godkendelse. En SKV6 sikrer at du har ren straffeattest. Det koster ikke noget at søge. Vi hjælper dig gerne, så spørg os bare på en klubaften. Du kan læse mere her.
Indtil du har modtaget en SKV6 godkendelse skal du fremvise billede-ID eller sygesikringskort i kombination med et andet ID kort. Uden ID kan du ikke låne et våben.
Prøvemedlemskab og pistolskydning i Århus
Er du nysgerrig på pistolskydning eller riffelskydning? Med et prøvemedlemskab kan du besøge os, prøve banen og opleve træningen i praksis. Vores instruktører står klar til at hjælpe, så du føler dig tryg fra første dag.
Når du er klar, klik på knappen herunder for at Booke en prøveskydning. Det er den hurtigste vej ind i klubben.
Kort opsummering
Pris: 1.000 kr./år i kontingent.
200 kr. for booking af instruktion i forbindelse med prøveskydning. Skyd 5 gange før du skal melde dig ind
Minimumsalder: 15 år
Ren straffeattest påkrævet
Book tid til første instruktion
Skydning hver torsdag fra kl.19
Du betaler for skiver og patroner, ca. 40 kr. pr. gang
Vi er en forening, hvor alle bidrager til fællesskabet
Book Prøveskydning
Her kan du se en video omkring skydning hos os: